Menu

Uge 26 - KBK-nyt og sommerferie :-)

image
/ Theilgaard
30. juni 2020 kl. 09:33
U8-ministævne, sommerboldkampe, støtte fra en udviklingspulje og samarbejde med KAG

 

En meget varm og lummer uge 26 afsluttes med en omgang KBK-nyheder

 

Kommende U14 i kamp mod AB Tårnby

Søndag var mange af vores B/U hold i aktion på grønsværen, både piger og drenge. Bl.a. kommende U14 B, som med hjælp fra kammeraterne på kommende U13, sammen gjorde en flot debut på 11 mands. Dejligt samarbejde på tværs af årgange, resulterede i en velspillet og uafgjort træningskamp mod AB Tårnby. Flot gutter!

 

Andre sommerboldkampe

Pigerne var i aktion både lørdag og søndag. Begge kampe kunne pigerne bruge til noget, fordi de var tætte med mange nærkampe og dueller til følge. Lørdag tabte holdet 2-4 til Fremad Valby, men søndag vandt holdet til gengæld 4-2 over Nørrebro United, så det går vel lige op;) 

1. senior spillede kamp mod Hvidovre torsdag, og her blev det til en 3-1 sejr til vores drenge. Godt arbejde de herrer...., vigtigt at få tanket selvtillid frem mod efteråret, hvor en meget spændende sæson i Københavnerserien venter.  

U19 spillede kamp lørdag mod Brønshøj, desværre med et nederlag på 2-3 til følge. 

 

Modstanderne er fundet til efterårets kampe

Gå ind på DBU Københavns hjemmeside og tjek hvem I skal møde i efterårets turneringer: https://www.dbukoebenhavn.dk/ 

Efter et opkald til en af DBU Københavns turneringsansvarlige, blev det fortalt at spilledatoer og tidspunkter også er igang med at blive fundet. For dem der skal spille DBU-kampe (U6-U10) kan det oplyses, at uge 34, 35, 37, 38 og 40 er de uger I skal regne med ift. afvikling af børneturneringer.  

 

30.000 kr. til Kastrup Boldklub fra Tårnby Kommunes udviklingspulje:)

Hurraaaa....., vi har fået bevilliget 30.000 kr., som umiddelbart skal bruges til et pigeprojekt, da klubben ønsker at rekruttere flere piger til Kastrup B. Det er en glædelig nyhed som gerne skulle komme hele klubben til gode på sigt, da flere medlemmer genererer en større og bedre økonomi i klubben. 

 

"Hovedet, Kroppen og Klubben" til Kastrup Boldklub

Kastrup Boldklub er gået ind i et samarbejde med Kastrupgårdsskolen, da skolen gerne vil afholde DBU's Projekt "Hovedet, Kroppen og Klubben". Det skal gøres i samarbejde med en lokal fodboldklub, og der er vi vist den der er tættest på;) Trine Bloch, som er lærer på skolen, og C. Theilgaard fra KBK bliver kontaktpersonerne til DBU. Projektet afvikles over tre dagen, hvor en af dem er i Kastrup Boldklub. Datoen bliver med al sandsynlighed d. 28. september. I kan læse mere om dagen(e) på følgende link: https://dbu.dk/boern-og-unge/fodbold-i-skolen/for-skoler/hovedet-kroppen-klubben/ 

KBK skal bruge dagen til give børn og unge en fed oplevelse i klubben. Derudover skal vi være klar med nogle invitationer og måske nogle KBK-gaver til de unge mennesker, så de måske får lyst til at starte til fodbold. De går godt nok i 8.klasse, men det er aldrig for sent at starte til fodbold. :-D  

 

Strandfodbold for pigerne

Mandag d. 29. juni mødtes hele pigeafdelingen til strandfodbold på Amager Strand. Vi spillede turneringer, byggede sandslotte i hold og spillede trænerne mod pigerne. En halvanden time med fodbold, hygge, skæg og ballade. En dejlig måde at slutte et mærkværdigt Corona-forår af på. 

 

Kontrakter og underskrifter

Godt og vel 80-85 % af underskrifterne er i hus. Vi mangler stadig nogle stykker, som forhåbentlig kommer i hus hen over sommeren eller lige efter sommerferien.

Ved underskrifterne fik trænerne mulighed for at fortælle hvordan det går på årgangen. Heldigvis går det rigtig godt rundt omkring. Trænerne er positive og glæder sig til den nye sæson:) 

Fra klubbens side skal trænerne have ros for at bevare roen i coronatiden.

Samtidig med at trænerne skal forholde sig til anbefalinger m.m., så er det dejligt at trænerne selv handler på situationen og selv gør en indsats for at få gang i træningen. Tak for det!!    

 

Nye trænere og konstellationer i Kastrup Boldklub

  1. Allan Ivan Kristensen, som er sognepræst i Kastrup Kirke, bliver ny U5 træner og mikroleder. Velkommen til Allan! :-)
  2. Hugo bliver indtil videre ansvarlig for babyafdelingen. Dog skal afdelingen overtages af forældretrænere på sigt, så Hugo kan koncentrere sig om målmandstræningen. Allan og Hugo kommer til at arbejde tæt sammen om mikroafdelingen. De kommer ikke til at træne sammen, da Allans arbejdstider gør, at han ikke kan træne søndag. Han træner i stedet onsdag og lørdag.  
  3. Sofus Arvin (ungtræner) får mere ansvar omkring kommende U10 (årgang 2011). Han og Morten Holm-Nielsen kommer til at styre årgangen sammen.
  4. Årgang 2012 har skiftet en enkelt træner ud. Niels Lykke har desværre ikke tid længere. Til gengæld er Henrik Myrner kommet ind. Velkommen til Henrik!   
  5. Desværre har vi også et par trænere, som af private og arbejdsmæssige årsager enten kommer til at holde helt pause eller kun agerer træner på delvist deltid i klubben. Det er ærgerligt, men privaten og arbejdet er vigtigere. Vi ved alle at foreningslivet er baseret på frivilligt arbejde. 
  6. Årgang 2011 og 2009 har hver især fået tilknyttet to holdledere. Det opfordrer vi også andre årgange til at tænke i. Det er en fordel, da arbejdsopgaverne kan fordeles mellem to. Det er også okay at være tre holdledere på en årgang.  

 

Kastrup Boldklub planlægger mikrodage

Som tidligere skrevet har klubben skrevet kontrakt med Allan Ivan, og han og klubben er allerede gået igang med at arrangere to mikrodage i Kastrup Boldklub. Vi glæder os til at fortælle jer mere om de to dage! 

Årsagen er at vi skal sparke gang i mikroafdelingen igen, så vi har et godt fundament for at skabe nye årgange i klubben.

 

Det "nye" sportslige udvalg har haft deres første møde 

Mandag d. 29. juni afholdt det nye sportslige udvalg deres første møde. Flere ting var på dagsorden, bl.a. trænerkontrakter, nye konstellationer, A27, strukturen i klubben og seniorsetuppet i klubben.  

 

U8 spillede Ministævne lørdag mod de lokale klubber på Amager

U8 i Kastrup afholdt lørdag den 27. juni et lille post-corona-stævne på 5-mandsbanerne. Det var tiltrængt efter et helt halvår uden kampe og langt mindre træning end normalt på grund af coronavirus. 
Årgangen havde inviteret hold fra naboklubberne Tårnby, Sundby, Dragør og B1908. Der var stor opbakning med otte hold og masser af opbakning fra forældre og bedsteforældre. Vejret var i top og børnene var super glade og spændte over endelig at få spillet nogle kampe. Alle hold gav sig fuldt ud med fight og flot spil. Trænerne fra de andre klubber var glade for initiativet og gav udtryk for, at det kunne være en god idé at gentage turneringen. Som en træner sagde: "Så er det bare sjovt at møde og spille mod naboklubberne". :-) 
I ønskes allesammen en rigtig dejlig sommerferie. 
De bedste hilsner fra skribenten / Theilgaard