Kastrup Boldklub / Nyhedsarkiv / DBU ETABLERER TOPCENTER PÅ AMAGER I SAMARBEJDE MED 2300, A27 OG F.C. KØBENHAVN

DBU ETABLERER TOPCENTER PÅ AMAGER I SAMARBEJDE MED 2300, A27 OG F.C. KØBENHAVN

Udgivet den: 13. januar 2018 - 11:18

DBU har taget initiativ til etablering af topcentre på forskellige steder i Danmark for at optimere talentudviklingen for aldersgruppen U10-U12. Topcenter-projektet er et 3-årigt DBU-projekt, hvor udvalgte fodboldklubber i samarbejde med lokale fodboldklubber tilbyder et ekstra træningstilbud for spillere med særlige forudsætninger. Målet er at optimere den fremtidige spillerudvikling for U10-U12, så spillere med størst potentiale får yderligere kvalificeret træning uden tidligt klubskifte.

2300 (Sundby Boldklub, Boldklubben af 1908 og Fremad Amager) og A27 (Dragør Boldklub, Kastrup Boldklub og AB Tårnby) er gået sammen med F.C. København for etablering af et DBU-topcenter på Amager.

Sportslig ledelse af topcenteret

Parterne samarbejder om et topcenter på Amager for at skabe et stimulerende træningsmiljø, som kan understøtte det i forvejen gode børnemiljø på Amager, så der kommer endnu flere og bedre spillere.

F.C. København er ansvarlig for den daglige drift på topcentret, herunder sikring af det faglige niveau hos de deltagende trænere, og ansvarlig for planlægning og gennemførelse af den ugentlige træning, og de enkelte klubber har mulighed for at indstille trænertalenter som enten assistenttrænere eller observatører på topcenteret.

Topcentret vil have skiftende geografisk placering, da topcentret roterer mellem udvalgte klubber i 2300 og A27. Der er dog kun ét topcenter for alle spillerne, men placering af Topcentret skifter hver 6. måned mellem 2300 og A27.  

Topcenterets træningsmiljø

Topcentret er i første omgang for årgang 2006, 2007 og 2008, og topcentrets fodboldfilosofi arbejder med spillerens basisteknik, spilforståelse/taktik, fysisk/koordination, mental, udviklingsstrategi og lifeskills. Alle områder er centrale i forhold til udvikling af spillerne.

Udviklingsfilosofien for U10-U12 er aldersrelateret, men tager udgangspunkt i de relevante faktorer for talentudvikling.

Nedenfor er kendetegnene ved topcentrets træningsmiljø oplistet:

KENDETEGN VED TOPCENTRETS TRÆNINGSMILJØ
    • Forventninger, glæde og tryghed, da disse værdier er essentielle for spillere i aldersgruppen U10-U12.
    • At udvikle 6 kategorier som koordination, basisteknik, basistaktik, mental, udviklingsstrategi og lifeskills.
    • At benytte læringscyklus til at gennemgå de fundamentale tekniske og taktiske områder ud fra en aldersrelateret metodik.
    • At stille udfordringer til den enkelte spiller, så alle spillere bliver mødt med passende krav.
    • At se den enkelte spiller som et unikt individ og møde spilleren med en anerkendende tilgang.
    • Et miljø med glæde og trivsel.
    • At spillerne tør lave fejl for derigennem at dygtiggøre sig.
    • At spillerne opsøger feedback fra trænere og de andre spillere.
    • At den enkelte spillers udvikling er i fokus.
    • At sammenligninger, konkurrence og straf ikke er ønskværdige metoder.

 

Strategisk ledelse af topcenteret

I forbindelse med oprettelsen af topcenteret på Amager er der også blevet oprettet en styregruppe for projektet. Styregruppen er det øverste organ for topcenteret, og dens formål er at fastlægge en sportslig vision og model for topcenteret samt kontrollere at DBU’s regler for topcenteret bliver overholdt.

2300, A27 og F.C. København har medlemmer i styregruppen, og styregruppen fungerer uafhængigt af øvrige samarbejdsrelationer i 2300 og A27.

Garanteret træningsperiode 

Spillerne på topcenter er garanteret minimum 12 måneders træning på topcenter.

Fastholdelse af spillere i lokale klubber

Topcentertræning skal udelukkende ses som et træningstilbud til spillere med særlige forudsætninger, så sådanne spillere får yderligere kvalificeret træning uden et tidligt klubskifte. Det er en grundlæggende forudsætning for projektet, at de deltagende spillere bliver i deres lokale klubber under træningsforløbet på topcentreret.

F.C. København

Sundby Boldklub

Boldklubben af 1908

 

Fremad Amager

 

Dragør Boldklub

  

Kastrup Boldklub

 

AB Tårnby