Menu

Flot og spændende KS-kamp mellem Kastrup B. og Vigerslev endte 2-2

image
/ C. Theilgaard
26. september 2020 kl. 16:20
Begge hold var tæt på at løbe med sejren, men set over hele kampen er uafgjort et fair resultat

 

Referat af kampen mellem Kastrup Boldklub og Vigerslev BK

 

Kastrup stillede op i en 4-2-3-1 formation. 

Følgende spillere stillede til start: 

  • Anders Juul
  • Mikkel B., Victor Rytter, Mikkel Blyme, Oscar Egestorp
  • Oliver Albrechtsen og Nicklas Bondo
  • Mikkel Nielsen, Mathias Bondo, William Rasmussen
  • Emil Egestorp

Udskiftere: Claes Jensen, Christian Figo Grant og Jacob Skovgaard

 

1. halvleg 

Kastrup starter godt

Kampen startede i en meget højt tempo med Kastrup som det mest toneangivende hold. Kastrup forsøgte i videst mulig omfang at holde bolden nede på jorden, når de skulle kombinere. Det lykkedes generelt fint. Desværre var det ret ofte den sidste aflevering, som manglede den sidste skarphed.

Kastrup vil gerne bruge Emil i opspillet, og når det lykkes, sker det typisk ved at Emil modtager bolden fejlvendt mod deres mål. Han lægger bolden tilbage i et aflæg eller sender, med en førstegangs-pasning, bolden i dybden til sin medspillere. Det gjorde at Kastrup til tider blev farlige. 

 

Vigerslev kommer bedre med og scorer...

Vigerslev spiller også godt med..., specielt ved lange mellemhøje dybdebolde. Det lykkes dem flere gange at spille sig udenom Kastrups midtbane ved brug af disse bolde, og så satsede de stort på at komme fri af Kastrups forsvar ved at sende flere spillere med frem. 

Efter ca. 27 min. giver deres mindre overtag bonus, da en bold fra højre side lander hos deres angriber, der fladt placerer bolden over i modsatte hjørne. Et flot og kraftfuldt spark. 0-1 til Vigerslev.  

 

Kastrup kommer tilbage...

Kastrup forsøger at komme tilbage i kampen, bl.a. ved at lægge et højt pres, og det lykkes til tider meget godt. De opfanger en del bolde med det høje pres og efter 35 min. får de opsnappet en bold på egen banehalvdel. Oscar tager bolden og spiller 1-2 med Mathias Bondo. Oscar lægger den perfekt ind over til Brormand Emil. Han scorer til 1-1 med en inderside, der nok må betegnes som en af karrierens letteste scoringer ;-) Men den skal jo i kassen, og det kom den. Kastrup var tilbage i kampen:) 

 

Tvivlsomme kendelser

På lægterne oplever vi en dommer, der har en del tvivlsomme kendelser i løbet af kampen. Det skaber noget frustration blandt spillerne. Efter ca. 40 min. modtager en Kastrupspiller og en spiller fra Vigerslev begge to et gult kort efter noget tumult. Lidt ærgerligt, da kampen er meget underholdende og spillemæssig rigtig god. 

Der er chancer til begge hold til sidst i halvlegen, men Kastrup slutter bedst af. Et cutback fra Mikkel B. giver Emil chancen for at score til 2-1, men bolden rammer desværre stolpen. 

Så resultatet røres der ikke mere ved inden pausen. 1-1. 

 

2. halvleg:

Kastrup starter bedst og scorer en smukt mål...

Efter 5 min. starter Figo et angreb nede fra forsvaret (Figo er kommet ind i første halvleg efter William desværre blev skadet). Han sender bolden op gennem midten, hvor Mathias Bondo har taget plads. Han vender med bolden og sender på smukkeste vis bolden afsted til Oscar, som har foretaget en flot dybdeløb. Bolden ligger helt perfekt, og Oscar skal bare løbe ind i den. Det gør han, og med en kølig inderside sender han bolden stille og roligt i mål. En meget flot scoring, der sender Kastrup i front. 2-1

 

Vigerslev kommer tilbage i kampen...

Vigerslev giver ikke så let op og efter 13 minutter får de et hjørnespark efter at have lagt Kastrup under pres.  Og hjørnesparket viste at Kastrup ikke helt var på tæerne i situationen. Vigerslev scorede til 2-2 efter en del klumpspil inde foran mål. Lidt øv, da Kastrup var kommet bedst igang med 2. halvleg. Kastrup formår på dette tidspunkt i kampen ikke at få bolden ud af egen zone, og det udnytter Vigerslev til at skabe en del panik i Kastrup-forsvaret.

Derefter sidder Vigerslev mere og mere på begivenhederne og formår at diktere spillet. De får stoppet Kastrups angreb og spiller pænt med fine kombinationer til følge. Men de kommer ikke afgørende igennem i den periode, hvor de har overtaget.  

 

Duel-spil og udskiftninger til Kastrups fordel 

Da vi har passeret midten af 2. halvleg opstår der en del duelspil på banen, hvilket giver Kastrup lidt mere tro på tingene. De vinder mange af de dueller og kan bedre skabe et overtag på midtbanen. Dejligt at se hvordan drengene kæmper derinde..., stor ros herfra:) 

Kastrup foretager, ligesom Vigerslev, en lang række udskiftninger i løbet af 2. halvleg. Skovgaard skifter med Oliver. Claes skifter med Oscar der blev skadet til sidst. Emil får også pause, og Oliver kommer ind igen. Specielt pasningerne til Skovgaard er farlige, og han er tæt på, ved flere lejligheder, at komme forbi forsvaret. 

Begge hold forsøger at komme afgørende igennem og lige inden slutfløjt er det ved at gå galt for Kastrup, da Anders er tæt på at blive fanget langt ude på banen. Men han får heldigvis afværget situationen. 

 

Kampen ender uafgjort 2-2

Alt i alt en flot og tempofyldt kamp af begge mandskaber. Der var flow i kampen, fordi begge hold ønskede at spille flot og underholdende fodbold, så set over hele kampen er 2-2 et fair resultat. 

Godt kæmpet drenge..., I viste igen at I hører hjemme i toppen af KS:) Næste gang håber vi I tager det sidste stik og hiver tre point med hjem. Det kan ske i Fælledparken, hvor HB tager imod Kastrup på fredag d. 2. oktober kl. 18.00. 

 

God weekend til jer alle. 

Vh. skribenten / Theilgaard.